INSPIRE CHILD

 

Ofte stillede spørgsmål til studiet

 

Hvorfor er dette studie relevant for børns sundhed?

Studiet er vigtigt, fordi det fokuserer på lungesygdomme hos børn, et område hvor der stadig er meget, vi ikke ved. Ved at forstå de mikrobielle og inflammatoriske miljøer i børns lunger kan vi forhåbentlig udvikle bedre og mere målrettede behandlingsmetoder.

Hvad er målet med INSPIRE CHILD?

Målet med studiet er at undersøge sammenhængen mellem lungesygdomme og mikrobiom, cytokiner og immunophenotyper i børns lunger. Vi håber at kunne identificere specifikke profiler, afhængigt af børnenes sygdom, der kan forbedre diagnostik og behandling af lungesygdomme hos børn.

Hvad er bronchoalveolær lavage (BAL)?

BAL er en medicinsk procedure, hvor en lille mængde saltvand sprøjtes ind i en del af lungen og derefter suges ud igen. Denne væske indeholder nu celler og andre stoffer fra lungen, som kan analyseres for at forstå lungesundheden bedre. Dette gøres i fuld narkose, og man mærker derfor ikke noget til selve proceduren. 

Hvordan udvælges deltagerne til studiet?

Deltagerne udvælges blandt børn, der allerede er planlagt til bronkoskopi på baggrund af en klinisk indikation. Børnene rekrutteres, hvis de opfylder specifikke inklusionskriterier, herunder alder, lungesygdom og muligheden for at trække BAL-væske og blodprøve.

Er der nogen risici ved at deltage i studiet?

Risiciene ved studiet er minimale, da BAL-prøvetagning udføres under en allerede planlagt bronkoskopi med fuld bedøvelse. Der er dog en meget lille risiko for blødning eller infektion forbundet med proceduren.

Kan forældre trække deres barn ud af studiet, efter de har givet samtykke?

Ja, forældre kan til enhver tid trække deres barn ud af studiet. Hvis samtykke trækkes tilbage, vil alt biologisk materiale, der er indsamlet, blive destrueret, og ingen yderligere analyser vil blive udført på det materiale.

Hvad er et mikrobiom, og hvorfor undersøger vi det i studiet?

Et mikrobiom refererer til samlingen af mikroorganismer, såsom bakterier, der lever i vores krop. I dette studie undersøger vi mikrobiomet i lungerne, da ændringer i mikrobiomet kan spille en vigtig rolle i udviklingen af lungesygdomme.

Hvad er cytokiner, og hvorfor undersøger vi dem i studiet?

Cytokiner er små proteiner, der spiller en central rolle i kroppens immunrespons ved at regulere inflammation og kommunikationen mellem celler. I dette studie undersøger vi cytokiner for at forstå det inflammatoriske miljø i børns lunger og hvordan dette miljø kan variere ved forskellige lungesygdomme. Ved at analysere cytokinerne i BAL- og blodprøver kan vi potentielt identificere mønstre, der hjælper med at diagnosticere og behandle disse sygdomme mere præcist.

Hvad betyder immunofenotype, og hvilken rolle spiller det i studiet?

Immunofenotype refererer til karakteriseringen af immunsystemets celler baseret på deres overflademarkører og funktioner. I dette studie ser vi på immunofenotypen af cellerne i børns lunger for at forstå, hvordan forskellige typer immunceller er involveret i lungesygdomme. Ved at analysere disse celler kan vi opnå dybere indsigt i de immunologiske mekanismer, der driver sygdommen. 

Hvordan vil studiets resultater blive offentliggjort?

Resultaterne af studiet vil blive offentliggjort i videnskabelige tidsskrifter og vil være tilgængelige for både fagfolk og offentligheden. Både positive, negative og inkonklusive resultater vil blive delt for at bidrage til den samlede vidensbase om børns lungesundhed.

Du kan løbende følge med under Publikationer